Artikler

VM i digitalisering

Vi må træne, hvis vi vil med til VM i digitalisering

Mindre end ti måneder efter sagen om bestikkelse brød ud sidste sommer, har it-leverandøren ATEA formået at bevare kundernes tillid, at forbedre omsætning og indtjening markant og at sætte dagsordenen for en mere ambitiøs digitalisering af Danmark. Vi har bedt direktør for ATEAs innovationsafdeling Future Growth Natasha Friis Saxberg om at uddybe, hvad der skal til for at blive verdensmester i digitalisering.

Kan man sige ATEA uden at nævne bestikkelse? Det kan man faktisk godt. Men nu har vi nævnt det, så lad os bare slå fast, at ATEA fra allerførste færd har samarbejdet med myndighederne om at opklare sagen og internt gennemført en grundig brush-up i forretningsetik. Ledelsen og de ansatte har haft så hårdt fokus på at begrænse skadevirkningerne, at ATEA faktisk kom ud af 2016 med et omsætningsløft på 6,2 procent til 6,7 milliarder danske kroner og med et fjerde kvartal, som er koncernens bedste kvartal nogensinde.

ATEA har altså, lidt gammeldags udtrykt, formået at passe sit arbejde som it-leverandør til offentlige og private virksomheder.

Men virksomheden har også haft luft til at arbejde med sin strategiske selvforståelse. I 2015 hyrede ledelsen den kendte it-iværksætter og -debattør Natasha Friis Saxberg som digital konsulent, og i februar 2016 udpegede virksomheden hende til at stå i spidsen for en ny digital innovationsafdeling, Future Growth, under det optimistiske slogan: Sammen gør vi Danmark til digital verdensmester.

Vi bad Natasha Friis Saxberg fortælle lidt om, hvordan inkubationsværkstedet bidrager til denne udvikling:

Ikke nok at forstå fremtiden

”Målet med Future Growth er at udpege fremtidens vækstområder, både for ATEA selv og for kunder og partnere. Vi skal sikre, at ATEA som leverandør er på forkant med udviklingen og kommer til kunderne med nogle af de bedste løsninger. Vi skal ikke blot forstå fremtiden, men også skabe fremtidens løsninger i dag.”

Future Growth er en innovationsafdeling, som ikke har til huse i ATEA-hovedsædet i Ballerup, men på Papirøen i København, der er en smeltedigel af innovative virksomheder og start-ups. Future Growth bygger, tester og fremviser morgendagens digitale løsninger, som udvikles i tæt samarbejde med ATEAs kunder. Teknologien udvikles inden for Internet of Things, herunder løsninger inden for retail, education, healthcare og smart cities. Fælles for alle løsninger er, at de bliver bygget direkte til at gøre en reel forskel for industrien og ikke mindst deres slutkunder.

Future Growth tæller 5 ansatte med et meget bredt mix af kompetencer; alt fra systemudviklere til trendspottere. Future Growth har blandt andet udført et stort samarbejdsprojekt med Nespresso om fremtidens retail løsninger, fortæller Natasha Friis Saxberg.

Samarbejdet med rigtige kunder sikrer rigtige løsninger

”Vi har interviewet seks Nespresso-afdelinger om det kundevendte arbejde. Vi har kortlagt deres strategiske målsætninger og udfordringer, og vi har arbejdet med nye vinkler på salg, service og kundeoplevelse. Derudfra har vi opbygget fire forskellige prototyper på nye butiksformer og oplevelser, som kunderne har testet.”

Det er ikke kun Nespresso, vi laver løsninger for; det er målrettet retail-industrien i det hele taget, understreger Natasha Friis Saxberg og nævner et tilsvarende samarbejde med Tiger butikkerne, nu Flying Tiger.

”Samarbejdet med rigtige kunder hjælper os med bedre at forstå de komplekse forhold og skabe de rigtige løsninger.”

I arbejder med at gøre Danmark til digital verdensmester, men udgangspunktet er jo, at store dele af erhvervslivet halter slemt bagefter?

Vi er ikke digitale verdensmestre

”Netop det gab er en del af vores mission. Vi går herhjemme og tror, at vi er digitale verdensmestre, men det er vi slet ikke. I europæisk sammenhæng ligger vi på en elvteplads.”

”ATEA er storleverandør af IT til både offentlige og private virksomheder. Derfor spørger vi naturligt os selv, hvordan vi kan hjælpe vores kunder med at anvende digitalisering til at optimere forretningsgrundlaget. Vi skal frem i skoene i forhold til at forstå mulighederne i digitaliseringen. Vi skal komme med bud på digitale strategier, som understøtter de mål, virksomhederne selv formulerer. Mere skalerbare løsninger. Bedre kundeservice. Eller hvad de nu gerne vil.”

”Vi skal vide, at IT og digitalisering er to forskellige ting. IT er groft sagt at sætte strøm til nogle eksisterende arbejdsgange. Digitalisering begynder med spørgsmålet: Hvordan kan du binde din forretning bedre sammen? Hvordan kan du samkøre systemer, så du derigennem lærer kunden bedre at kende?”

Kunden først

”Kunden først, det er det store paradigmeskifte. Tidligere tænke vi forretningen først, brandet først,eller teknologien først. I dag handler det om, hvad som er bedst for kunden, og hvordan vi kan understøtte det med it. Hvordan optimerer vi infrastrukturen, så vi kan arbejde effektivt, og så kunderne oplever gode og effektive løsninger. For eksempel mere komfortable betalingsløsninger. Det er nødvendige spørgsmål, som skal bringe os tættere på det digitale verdensmesterskab.”

Hvordan skal vi forstå et fænomen som cloud-teknologi i denne sammenhæng?

”Cloud handler om at gøre data nemmere at tilgå for dem, der skal bruge data. Det er ikke længere så afgørende, hvor data opbevares, men hvor hurtigt vi kan tilgå dem, og hvor sikkert det er.”

Og internettet er kommet for at blive?

”Inden 2020 vil vi se en ny ip-version, version 6. Vi kommer ud i nogle datastørrelser, som vi end ikke kan forestille os i dag, vi taler yottabytes. Internettet vil vokse eksponentielt, og det samme vil de teknologier, som understøtter internettet.”

BLÅ BOG

Natasha Friis Saxberg, 41, er i offentligheden kendt som digital strateg, it-blogger og forfatter, men hendes personlige CV fortæller om en lang og snoet karrierevej.

Bare 16 år gammel kom hun i lære som buntmager hos Birger Christensen. Herefter sprang hun til en mikroinstruktør-uddannelse ved Handelsskolen Mariager Fjord 1997. Hun blev MCSE, Microsoft Certified Systems Engineer i 1999 og tog derefter en BA i handel og innovation fra Niels Brock 2003.

Undervejs har hun høstet praktisk erfaring som iværksætter med bl.a. design af selskabskjoler og som ansat it-systemkonsulent hos bl.a. Nicom Data. Fra 2002 - 2008 slog hun sit navn fast i IT-cirkler som chef for IT-Drift og IT-sikkerhed hos DSB S-tog og senere som ansvarlig for innovation og Web 2.0 for hele DSB. I 2008 grundlagde hun virksomheden Mentory. Fra 2009 - 2014 var hun associeret partner hos Institut for Fremtidsforskning. I 2010 grundlagde hun Gignal, der er en platform til samlet præsentation af live social media-flows til brug ved festivaler og events. Bl.a. benyttet af Roskilde Festival, Ekstra Bladet, TV2 og TEDx. Fra 2008 og til i dag har hun fungeret som selvstændig digital konsulent og bl.a. været med til at starte SKATs twitterkonto @skattefar, været digital rådgiver for Finansforbundet, IKEA og Swarovski. I 2014-15 præsenterede hun programmet Tech and the City fra New York for Jyskebank.tv. Hun har endvidere optrådt ved TEDxKEA i København. Fra 2015 digital konsulent for ATEA. Natasha Friis Saxberg repræsenterede ATEA ved Gartner symposium 2015.

 

Artiklen er fra Monitor Business April-Maj 2017