Artikler

Pixlart

Verdens første fuldt digitale fotogalleri?

En gruppe vedholdende fotointeresserede, et vognlæs 4K-skærme fra Sony Europe og en undren over, hvorfor ingen andre begyndte at udstille fotografier på digitale skærme. Det er nogle af ingredienserne i et nordjysk fotografisk galleri-eventyr.

 Hvordan går det til, at et af Europas fremmeligste bud på et moderne fotogalleri lander i Østervrå midt i Vendsyssel? I en nedlagt kirke? Og ejet af en kulturel forening?

Monitor Business har spurgt to af initiativtagerne, den nordjyske fotograf Tao Lytzen og reklamefotograf Niels Bo Nielsen. I en initiativgruppe på fem delte de drømmen om at skabe et fuldt digitalt fotogalleri, hvor fotografiet kan folde sig ud på storskærm og på lærred i 4K og med lige så mange fotografier, som det skal være i hver eneste skærm.

- Drøm er måske så meget sagt, indskyder fotograf og projektigangsætter Tao Lytzen.

- Det var nærmere sådan, at vi forventede, at nogle andre ville gå i gang med denne her idé. Da der så var gået noget tid og intet skete, ja, så måtte vi jo selv tage affære.

Ordene sendes af sted med en lille opadgående bevægelse i mundvigene og et fast blik på tilhøreren. Det er nordjydens måde at smile på.

100 procent digital

Pixlart viser alle udstillingsbilleder på Sony fladskærme. Tre store 85 tommer 4K skærme og en række mindre skærme samt to store lærreder med projektor.

Tao Lytzen: - Det at bruge en projektor, er der mange, der gør. Det at bruge skærme, er der mange, der gør. Det særlige her er kombinationen og det at vi gør det digitale til selve idégrundlaget. De fotografier, vi udstiller koster måske 50.000 kroner stykket. Skulle vi forsikre værkerne, kunne vi slet ikke komme i gang. Men i og med at fotografierne kommer digitalt, har du ikke længere den udfordring. Du har heller ikke transportlogistikken. Bare det at lave printene ville jo ruinere sådan nogle som os.

Drives som kulturel forening

Pixlart er organiseret som en kulturel forening med et stort netværk af lokale sponsorer. Også Østervrå Kommune og Region Nordjylland spæder til. Men det har krævet knofedt at nå dertil.

Tao Lytzen: - Vi havde let ved at finde moralsk opbakning til vores projekt, men derfra og til at give økonomisk opbakning, der er et godt stykke vej. Det lykkedes faktisk først, da Sony kom ind i billedet og sagde, at de godt ville give os et sponsorat og hjælpe os i gang. Derfra begyndte det at køre bedre, og vi fik en del funding ind. Men vi har på intet tidspunkt haft for mange penge at arbejde med, så set-uppet er blevet meget basic.

- Det er nogle rigtigt gode skærme, Sony har leveret, men dem findes der jo mange af. Måden vi afspiller billederne på er ikke spor banebrydende. Der er noget Storm P. over måden, vi har bygget det op på. Vi kunne nok have lavet noget mere spektakulært, men så var vi bare røget op i en økonomisk liga, som ikke lige passer til os herude. For os er der også noget smukt i at gøre det basic.

Hvornår opstod ideen?

Ventede på 4K

- Helt tilbage, da de første Full HD skærme kom ind i bankfilialerne, har vi fulgt med i den udvikling som kreativt nysgerrige. Vi snakkede om, at det her kunne være en spændende præsentationsform for fotografiet. Men teknikken var slet ikke god nok til fotografi; den er først blevet god nok med 4K. Nu er der faktisk ikke nogen kvalitetsforringelse. Hvis du tager et 75 tommer print og hænger op ved siden 75 tommer skærmen, så har du det samme korn, den samme struktur osv. Da der ikke var andre, der tog initiativ, gik vi i gang.

Hvorfor Østervrå?

Modspil ti København

Tao Lytzen: - Jeg bor i Hjørring og Niels Bo bor i Nørre Sundby. Når vi har lagt det i Østervrå, så er der rigtig mange gode grunde. Kirken lå her og var ledig. Østervrå ligger præcis i midten af det hele heroppe. Der er lige langt til Brønderslev, Gjørring og Sæby. Og så dette med, at vi kan give et modspil til København her i det, som de kalder et udkantsområde.

- Men vi har ikke lavet stedet her for at vise os. Vi har lavet det for at give dygtige fotografer et digitalt udstillingssted, for at forsøge at skabe mere respekt for fotografiet som udtryksform, for at præsentere fotografierne kompromisløst. Vil en fotograf have 200 billeder udstillet, så er vi klar. Vi løber ikke tør for vægplads.

Tråde ud i lokalsamfundet

- Vi har knyttet børneundervisning til vores udstillingsaktiviteter. Vi mener selv, at vi har noget forståelse for, hvordan fotografiet virker. Det lærer vi så fra os. Det ser vi som en forpligtelse.

- Vi er jo alle sammen klar over, at der er noget, vi har glemt at fortælle de opvoksende generationer i forhold til medier. Det ser vi, når de kommer galt af sted med at lægge billeder fra omklædningsrummet ud på de sociale medier. Vi har ikke løsningen, og vi løfter heller ikke nogen pegefingre, men vi forsøger at give de unge noget billedforståelse. Når de har gennemgået et par uger her, så ved de, at billeder snakker altså også. Og somme tider med meget store bogstaver.

Niels Bo Nielsen: Jeg har stået for en del af skoleundervisningen og evalueret på det sammen med lærerne. Eleven, der har lavet nogle fantastiske billeder, kan sagtens være den samme pige, som har siddet og gemt sig i matematiktimerne og måske har været tabt i det meget boglige ræs. Det, at man kan give de unge sådan en mulighed, er fedt. Vi giver dem noget andet, og de får oplevelsen af, at de kan være kreative her, og at de måske også kan komme til at leve af det en dag.

- Vi frygtede lidt de lokales reaktion, da vi flyttede ind i den tomme baptistkirke. Det var helt grundløst. Naboerne er bare så lykkelige for, at der kom nogen og reddede kirken. Ellers var den bare faldet fra hinanden.

Galleri på hjul

Tao Lytzen: - Vi holder os ikke kun til Østervrå, vi er ved at bygge et mobilt fotogalleri i container til turistområderne og strandene i området. Så viser vi fotografi til mennesker, som normalt ikke sætter deres ben på et museum. Sidste år havde vi en container til Kulturmødet og en til Skanderborg festival.

- Dem, der får den største oplevelse med de mobile fotoudstillinger, er dem, der ikke er vant til at se på fotografier på den måde. Vi har taget os af 60-årige mænd, som har været helt opløst i gråd, fordi de ikke var forberedt på, hvad fotografiet kan, når det er lavet af de ypperste.

- Vi vil også gerne lære fra os til virksomhederne i sponsornetværket. Hvem ved, måske kan vi lære dem at tage lidt bedre billeder til deres firmasider på Facebook, så det lille VVS firma herude kan stå lidt stærkere i konkurrencen. Sådan tager vi udviklingsansvar for området på et felt, vi kender til.

- Det er lidt enestående, at et kulturprojekt kan skaffe så meget opbakning i erhvervslivet. Vi vil gerne give noget af det tilbage til sponsorerne.

En fri stemme

- Vi er ikke støttet af staten, og det gør os fri i forhold til at aflevere nogle pointer. Eksempelvis denne til Bertel Haarder: I Nordjylland får vi 2,8 procent af de samlede kulturmidler. Vi bor 12 procent heroppe. Hvordan hænger det lige sammen?

- Men nu prøver vi at gøre det selvbærende med frivilligt foreningsarbejde og sponsorer plus lidt entreindtægter. Og det går meget godt. I modsætning til mange andre, så betaler vi endda fotograferne, som udstiller her. Det gør vi ud fra devisen om, at uden fotografen så var der ingen udstilling. Så kan vi ikke forvente, at de skal gøre det gratis.

- Nu har vi 300 medlemmer af foreningen. Det er mange i sådan et lille lokalsamfund. Det er med til at give os troværdigheden udadtil. Vi er flere til at hjælpe, men vi får også en vis tyngde, når politikerne skal til at beslutte.

Ubegrænsede muligheder

Niels Bo Nielsen: - Mulighederne er ubegrænsede. Vi har udstillingsåbent onsdag til søndag, men vi kan altid klemme en ekstra aktivitet ind. For nylig kunne vi en fredag aften invitere forældrene ind til særudstilling af de fotografier, som børnene har taget i et undervisningsforløb. Vi har også haft skærmene til at hænge lodret, så vi kunne vise portrætter på dem, der er 170 centimeter høje.

Tao Lytzen: Når vi taler signage i professionelle kredse, så er det meget det her med at få et budskab ud, stort og tydeligt og med pang-effekt. Den effekt, vi søger, går mere i dybden. Fotografiet har også et budskab, men du får det ikke nødvendigvis serveret. Du skal arbejde dig ind i det.

Begge: - Vi er et fotografisk udstillingssted og et digitalt udstillingssted. Men vi udstiller ikke skærme. Det er indholdet, der tæller. Flygtningeudstillingen handler mere om flygtninge end om fotografi. Publikum skal helst ikke sige: Hold kæft, et flot fjernsyn. Gjorde de det, havde vi jo fejlet.