Artikler

WePresent

Brugervenlig skærmtilgang

I et mødelokale, under en konference eller i en undervisningssituation er det skønt, hvis man kan tilgå en stor skærm eller en projektor uden at tilslutte ledninger; og hvis alle deltagerne i mødet, konferencen eller undervisningen også har mulighed for at tilgå samme skærm med deres billede- og lydindhold, så breder tilfredsheden sig i lokalet. WePresent WiPG-2000S kan gøre netop disse ting og for en forholdsvis beskeden investering. At man samtidig også får whiteboard muligheder i sin skærm eller projektor gør kun oplevelsen bedre.

WePresent WiPG-2000S er en lille hardwareboks, som leveres med ekstern strømforsyning og et par antenner, som skrues på enheden, efter den er pakket ud. Her findes også et vægbeslag, og enheden minder i størrelse og udseende om en almindelig WiFi router; men når der ses på tilslutningerne, så bliver man klar over, at dette er et helt andet apparat. Her er HDMI udgang, lydudgang på minijack, netværksstik, en VGA udgang og USB stik (to på forsiden og et på bagsiden). På forsiden er der en minimal on/off knap, og på undersiden af den lille boks er der et mikroskopisk hul, hvor enheden kan resettes til fabriksindstillingerne, hvis noget skulle gå galt.

Med i boksen er også et USB stick, hvor software til boksen ligger; til både Windows og Mac. Hvis man vil bruge presenteren med iOS eller Android enheder, så må man downloade applikationen fra hhv. AppStore og Google Play. Applikationen hedder MirrorOp, og i denne test fik vi afprøvet produktet med en MacBook Pro, en iPad og en iPhone. Som altid i en test gik vi til enheden uden at læse for voldsomt i manualen for at se, om den var til at gå til uden for mange genvordigheder. Og det var i og for sig forholdsvis simpelt.

Via HDMI blev WiPG-2000S tilsluttet en computer skærm men det kunne ligeså godt have været en projektor eller en LED væg. Lyd blev tilsluttet med minijack til aktive højttalere, og den bageste USB port blev tilsluttet en hub, hvor der bl.a. var tilsluttet et Mac tastatur og en mus. Når WiPG-2000S tændes, viser den et infobillede på skærmen omkring dens IP adresse og brugerkode (et firecifret tal). Det tilhørende stykke software til computeren blev installeret via det medfølgende USB stick. Men ret hurtigt stod det klart, at der var en nyere version af Mac softwaren på nettet, så den blev i stedet downloadet og installeret. Softwaren kan køres direkte fra USB sticket, hvis en bruger ikke vil eller har administrationsrettigheder til at installere softwaren på computeren.

Sit eget WiFi net

WP2000 laver sit eget WiFi net, og computerens almindelige WiFi tilslutning skal selvfølgelig annulleres og i stedet bruges den af WiPG-2000S genererede WiFi. Det gælder selvfølgelig for alle de apparater, som skal tilgå denne presenter. Under denne test installerede vi også den gratis app fra MirrorOp på både iPad og iPhone og valgte også her at tilgå den WiFi forbindelse, som WiPG-2000S breder ud.

WePresent benytter sig af softwaren MirrorOp, som tilsyneladende udvikles af et andet firma. Men softwaren følger med, når WiPG-2000S købes. Softwaren startes og den gældende IP adresse og brugerkode indtastes, og der er WiFi forbindelse til boksen fra computeren.

Når der er oprettet forbindelse mellem WePresent og computerenhed, så er det blot at trykke play på MirrorOp softwaren, så blev billedet overført til den displayenhed, som er tilsluttet WiPG-2000S. Dette er i og for sig jo ikke nogen revolution; det sjove kommer først, når man tilslutter flere enheder trådløst til den samme skærm. Så på med iPad’en via den downloadede app, som i og for sig virker på samme måde. Den enhed, man senest har aktiveret med ”Play” på MirrorOp softwaren, vil overtage skærmen og vise sit eget billede.

Her virker henholdsvis computer og iPad lidt forskelligt, for når computerens indhold vises via WiPG-2000S, så kan alt ses; lige fra dokumenter, video, billeder og skrivebord. På iPad og iPhone kan der kun vises indhold, dvs. billeder, video, tegninger eller tekstdokumenter - selve iOS skrivebordet kan ikke vises. Ikke noget problem i dagligdagen, blot en forskel mellem de to MirrorOp software. Op til 64 enheder af computere, tablets og smartphones kan tilgå WiPG-2000S samtidig, og skærmbilledet kan deles op, så indhold fra fire valgfrie enheder kan vises samtidig. Der kan også vises indhold fra et USB stick, som sættes i USB frontportene på enheden.

Kontrol

Når billedet fra eksempelvis en computer er på skærmen, så er der muligheder for at gøre forskellige ting. Der er tegneværktøjer, så man kan tegne med tre forskellige farver, tre forskellige stregtykkelser, et viskelæderværktøj, så dele af det tegnede kan viskes ud og et ”slet hele skærmen” værktøj, hvor alt det tegnede forsvinder. Ligeledes er det muligt at vælge værktøjet ”remote desktop”, hvorved man får en cursor op på skærmen og kan flytte elementer på computer skrivebordet. Når en computer er aktiv på remote skærmen, så aktiveres alle disse værktøjer på selve remote skærmen og ikke på computeren, hvilket giver god mening. Værktøjet hentes frem i nederste højre hjørne på remote skærmen, og her er det også muligt at vælge en whiteboard funktion, hvor skærmen enten bliver en hvid eller sort flade, hvor der kan tegnes og skrives på, men kun med musen. Her kan tastaturet desværre ikke bruges. Forhåbentlig kommer den mulighed i fremtiden, for det er kompliceret at skrive med frihåndstegning via en mus. Men selvfølgelig er det altid muligt at hoppe tilbage til computerskærm billedet, vælge et tekstprogram og skrive i det med de almindelige tekstmuligheder.

Når en iPad har overtaget remote skærmen, så er der selvfølgelig de samme muligheder mht. tegneværktøjer med den tilsluttede mus. Men her kan der også tegnes direkte på iPad touchskærmen, fordi MirrorOp app på iPad’en har stort set de samme tegnemuligheder. Og det er faktisk lettere at tegne via touchskærmen. Men her sker det selvfølgelig kun på det billede, der er på iPad’en. Hvis der er sat et USB stick i WiPG-2000S USB port på forsiden af enheden, så kan det gældende skærmbillede på remote skærmen altid gemmes undervejs.

Når tastatur og mus er tilsluttet WiPG-2000S, så kan man skrive direkte ind i eksempelvis et word dokument på computeren via remote skærmen. Men det er desværre ikke helt uden problemer; for det første er der en lille tidsforskel, som betyder, at skærmen hele tiden er et par bogstaver bagefter, mens man skriver. Det samme gør sig gældende, når man skal flytte cursoren på skærmen eller flytte et dokument rundt på skærmen, og når der tegnes på iPad touchskærmen. Men der er ikke nogen tidsforskel, når der tegnes direkte på remote skærmen - her er det instant.

Et andet problem er, at der ikke bliver reageret på tastaturkommandoer som shift. Så svært at skrive noget med stort eller bruge de tegnfunktioner, som ligger over tallene på tastaturet såsom !”#€%&/(). Det betyder, at man hurtigt søger tilbage til computerens eget tastatur, hvilket er lidt ærgerligt. Nu er WePresent enheden væsentligt beregnet til at vise færdige dokumenter, så problemet er nok ikke så stort i dagligdagen.

Skærm- og lydkvalitet

I preference menuen på MirrorOp softwaren på computeren er det muligt at vælge mellem to forskellige skærmkvaliteter; normal og best. Svært at se forskel på de to kvaliteter, men der er ingen tvivl om, at opløsningen på billedet bliver nedgraderet, når WiPG2000 bruges.

Billedet får også en lidt brunlig karakter, ikke meget, men dog synligt. Når der spilles video via WePresent, så er der ingen udfald eller lignende, så transmission kvaliteten er fuldstændig i orden på billedsiden.

WiPG-2000S transporterer også lyd. Dels kan den transporteres via det HDMI stik, som er tilsluttet, eller den kan tilsluttes via det stereo minijackstik, som sidder bag på enheden. Her anbefaler MirrorOp, at man installerer SoundFlower driveren på sin Mac, men rent faktisk kan Airplay også bruges. Vi prøvede begge ting og var generelt ikke så tilfredse med lyden. Der var konstant små udfald i lyden, som om den trådløse forbindelse ikke var kraftig nok. Derfor prøvede vi med en direkte tilslutning via et netværkskabel mellem computer og enhed. Stadig udfald, men i mindre grad. Desuden var lydkvaliteten generelt også lidt skrabet. Det indikerer, at WePresent prioriterer billede langt højere end lyd.

Fokuseret anvendelse

WiPG-2000S er topmodellen fra WePresent, og funktionalitet og muligheder er mange på apparatet. Den er let at installere og tage i brug. Selvfølgelig skal man gøre sig klart, hvad man ønsker, inden man erhverver sig denne enhed. Dens væsentlige funktion er hurtig og problemfri trådløs tilgang fra flere brugere samtidig på en remote skærm. Whiteboard funktionen er der og kan sagtens bruges, men betragt det som en ekstra funktion, som enheden også kan. Du får ikke en Windows Surface Hub, når du investerer i WePresent WiPG-2000S, men prisen er også en helt anden. Men det smager lidt derhen af.